Velkommen til Fyns ældste Hi-Fi specialforretning
Søren Vittrup
Så snart Søren kunne gå, tog hans far med i “bånd-klubben” og rundt til de utallige odenseanske radioforretninger, og her havde 70’ernes store receivere, med deres belyste skalaer, en nærmest hypnotisk tiltrækning på den unge Vittrup.
Gymnasieårene i starten af 80’erne, da det ikke længere var nok at optage “Hej P3” på en gammel båndoptager, gik turen de mere specielle hi-fi butikker - og her var produkter som Accuphase, Hafler og F3/Lyd nok delvis skyld i, at han i 1987 skiftede karriere fra gulvbranchen til hi-fi...
Der skulle gå nogle år i forskellige hi-fi butikker og et enkelt nyt karriereskift til forlagsbranchen i 90’erne, før idéen om ny “butik” blev realiseret i 2001. Det blev til deltidsprojektet Audiocompagniet, der holdt sit indtog i garagen i Bullerup.
Søren er, musikalsk set, et barn af LP’ens guldalder og rundet af Pink Floyd, Queen og Dire Straits sammen med de uundværlige danske 80’er plader fra TV2 og Tøsedrengene - og så finder man nok også en enkelt slidt Povl Dissing-plade på pladespilleren, hvor et meget omskifteligt anlæg fuldender den musikalske oplevelse.
Du kan kontakte Søren på telefon: 41 26 12 34
Eller på mail: audiocompagniet@gmail.com
Torben Larsen
Torben faldt i gryden med fascination og begejstring for god lyd til, morfarens nærmest profetiske udtalelse ”drengen ender som radiot” en tidlig betegnelse for Hi-Fi tosse.
De første år med eget ”musikanlæg” stod i arvestykkernes tegn. En ældre mono radio med rør, blev af en bekendt af familien, modificeret så gramofonindgangen kunne tilsluttes en allerede bedaget kassettebåndoptager af ubestemmelig herkomst. På radioen blev lyttet en del til Jørgen De Mylius top 20 og om aftenen blev der stillet ind på radio Luxembourg. Blandt favoritbåndene var Elton John, Goodbye Yellow Brick Road, Gasolin, Gas 5 og de første med Shu-bi-dua.
Efter knægten i 1979 blev konfirmeret holdt et B&O system 1900, til tonerne af Dire Straits, Pink Floyd og Gnags, et kortvarigt indtog. Det kortvarige indtog skyldtes en tilfældighed – En onkel havde på en banegård købt et blad der, efter hans kyndige vurdering, var ude på noget af et overdrev – Bladet blev overdraget til ungersvenden, med kommentaren ”måske det er noget for dig”
High Fidelity blev en øjenåbner – Firserne blev en periode med introduktion til begreber som perspektiv, transparens, sonoritet, anæmisk og mange flere. I den lokale TV Ringen forretning blev ikke kun solgt Philips fjernsyn, i baglokalet blev ”Pushet” organiseret handler med Linn LP 12 pladespiller, Luxman CL 40 rørforforstærker, ægte Klasse A effektforstærker fra L´Audiophile og Martin Logan CLS elektrostat højttalere.
Hvilken ende af en loddekolbe der bliver varm blev det nødvendigt at vide med henblik på at omsætte, indsigt artikler, byggebeskrivelser og besøgsartikler omhandlende modifikation af etablerede firmaers produkter, i føromtalte magasin, til handling. – således fulgte forskellige opgraderinger – enkelte tilfælde med hjælp til genopretning og betaling af lærepenge blev det også til.
I halvfemserne førte interessen og de autodidakte kundskaber til en kortere periode med involvering i højttalerudvikling og produktion hos Primare Systems - og en årrække som udvikler og produktionsansvarlig i Bow Technologies.
Interessen for Hi-Fi er drevet af ønsket om at komme tættere på musikken – Dire Straits, Pink Floyd og Gnags holder stadig – og som en del kunder måske har bemærket har Torben selvbygger i ascendanten, er til fals for gode jazzindspilninger – gerne i vinyludgaven på et anlæg der får det til at blive næsten live.
Du kan kontakte Torben på telefon: 61 28 65 04
Eller på mail: speakerwizard@live.dk